Hvem er Vagn Lundsteen?

Vagn Thygesen Lundsteen

Mit navn er Vagn Thygesen Lundsteen.

Jeg er gift med Vibeke, og sammen har vi tre døtre: Maria, Julia og Ida.

Jeg er født på en gård i Stenløse Sjælland d. 29. juli 1957.

Min bedstefar, Ejnar Thygesen, var sognerådsformand i Søsum-Veksø sogn og landmand.

Min farfar, Niels Lundsteen, var sparekassebestyrer, vognmand, fragtmand og plantageejer i Ganløse.

Mine forældre, Agnete og Poul Lundsteen, havde en gård (Garbogaard) i Stenløse, som de solgte i 1965. Samtidig købte de St. Løgtvedgaard ved Viskinge, 12 km øst for Kalundborg, som de solgte i 1972, hvor de købte Aspagaarden på Lammefjorden. Senere købte de et gulerodsvaskeri i Fårevejle. På et tidspunkt var vi eneleverandør af gulerødder til daværende FDB. Der blev købt en del jord til Aspagaarden, men i 1980 gik det galt. En kraftig inflation, med renter på mere end 20 procent, samtidig med en meget ekspansiv investeringsprofil, medførte, at mine forældre gik i betalingsstandsning i 1981. Min mor prøvede at købe ejendommen, men den daværende Privatbanken, valgte at sælge ejendommen til deres advokat, Jens Elmerkær. Mine forældre købte i stedet Enggaarden ved Fårevejle, som min bror i dag ejer og dyrker.

Planteavler med stort P

Efter endt skolegang og 3-måneders landbrugsskoleophold på Kærehave blev jeg 3. elev hos Torben Garth-Grüner, Ll. Svenstrup Gods ved Ringsted (1975). Det var et "hårdt" sted at starte.  Til gengæld lærte jeg meget hos en af datidens foregangsfolk. Derefter blev jeg 1. elev på Ringholm ved Nykøbing Sj.(1976). Herefter tog jeg "Jorden Rundt", med IAEA, til New Zealand og Canada. Jeg arbejdede hos mine forældre på Aspagaarden frem til efteråret 1978, hvor jeg startede på Agrarøkonomuddannelsen på Næsgaard Agerbrugsskole på Falster.

Forvaltertiden

Efter Næsgaard blev jeg forvalter på Alstedgaard (1980), sukkerroedyrkernes forsøgsgård. Jeg havde mine opgør med forsøgsleder Sven Oien. Efter næsten to år blev vi enige om, at en af os skulle rejse. Jeg flyttede til Nordjylland og blev forvalter på Kongstedlund Gods (1982). Efter nogle måneder fulgte Vibeke med. Vi havde tre dejlige år i det Østhimmerlandske, på grænsen mellem kridtbakkerne og Toft reservatet, ejet af Aage V. Jensen. Jeg lærte meget på Kongstedlund. Min chef, Jens Erik Horsens, gav mig stor frihed, som jeg forstod at udnytte til at lave nogle høje udbytter på den stærke jord. Vi høstede 4,7 tons vinterraps og 10 tons hvede. Og det var meget i starten af firserne. Desværre satte Horsens godset til salg i 1985.

Import af flydende gødning, Talgødning og udstyr

I foråret 1986 flyttede vi tilbage til Sjælland, hvor vi havde købt en ejendom tæt på Tølløse. Samtidig startede jeg som planteavlsansvarlig hos HC-Venslev, en privat foderstofforretning ved Skibby i Hornsherred. Jeg havde et særdeles spændende job hos en af de bedste arbejdsgivere der findes. Jeg var 13½ år hos HC. I den tid udviklede jeg Talgødningsmodellen, som den dag i dag stadig er et stort produkt hos HC. Jeg var også med til at starte import af flydende gødning op (N-32), samt implementering og håndtering af flydende gødning, herunder udbringning, hvor vi fik udviklet nyudviklede driblerør. Med dem kunne man pludselig udbringe flydende gødning i selv store mængder, uden risiko for svidninger.

Stomp+IPU

Jeg udviklede også i min tid hos HC den senere meget anvendte ukrudtsløsning i vintersæd Stomp+IPU. Fra et salg på 7 tons Stomp om året i 1988, steg salget til 1.100 tons Stomp i 1998. Fra at være et lille og stort set ukendt produkt, blev Stomp markedsførende. Jeg havde den fulde opbakning fra BASF, selv om det ikke skortede på advarsler fra det tyske moderselskab. Makkeren IPU (Isoproturon) ville ingen af producenterne tage ansvar for i blanding med Stomp. Men så skaffede vi selv produktet. Landscenter for Planteavl var også modstander af løsningen. Vel mest fordi de ikke selv havde fundet på den. Jeg har aldrig fået megen sympati fra Ghita og vennerne.

I modvind

I de år oplevede jeg virkelig, at man ikke skal stikke næsen for langt frem. Fuldstændigt lige som i dag, lurede der fjender alle vegne. Men det har altid tricket mig at være i opposition. Når bare jeg ved, at jeg har ret, ved jeg, at det kun er et spørgsmål om tid, før jeg får ret.  

En spændende tid

Både den flydende gødningsimport, Talgødningen og Stomp/IPU-løsningen gav HC-Venslev et meget stort marked i forhold til firmaets størrelse. Det var sjovt at være med til at ændre på tingene. I 1989 begyndte vi at importere Lo-Drift dyser fra England. På den tid brugte alle Hardi fladsprededyse 4110-14. Så det at importere en dyse, der ikke stod Hardi på og overbevise konsulenter om fordelene ved at anvende den, for eksempel, at der ikke længere var afdrift, var en stor opgave. Igen stolede min chef på mig og gav mig sin fulde opbakning. Efterhånden havde vi overtaget hele markedet for sprøjtedyser på Sjælland med omgivende øer. Selv maskinforhandlerne var nødsaget til at købe dyserne af os, for kunderne ville have LoDrift dyser på den nye sprøjte også. Igen mødte jeg modstand fra lokale planteavlskonsulenter, med undtagelse af mine nuværende kolleger i AgroPro, som dengang var i Nordsjællands Landboforening.

Modstand mod nytænkning

Også omkring dyserne mødte jeg stor modstand hos Landskontoret. Det blev endnu værre, da vi så også begyndte at importere Luft-Injektionsdyser fra Lechler i Tyskland. Jeg husker tydeligt et møde i midten af halvfemserne, hvor Ghita fra Landskontoret stod og frarådede landmændene at købe dem. Senere måtte Hardi købe dyserne af Lechler og kalde dem Injet, så vi ikke løb med hele markedet. I dag findes der vel ikke en sprøjte, uden der er monteret både LoDrift og luft-injektor dyser.

Eneste private på Sjælland 

Da jeg sagde mit ellers gode job op hos HC Venslev i 1999, for at blive den eneste private planteavlsrådgiver på Sjælland (ud over Torben Møller, som var blevet træt af dansk lovgivning og kun havde kunder i udlandet), var HC blevet ikke så lidt større på planteavlsdelen, end da jeg startede. Det var en sjov tid, men intet varer evigt. I hvert fald ikke for mig. Da jeg startede som privat planteavlsrådgiver, var der kun seks private i Danmark. I dag er der flere end 40.

Danmarks største

Jeg startede op med en kundeportefølje på 40 landmænd i mit nyoprettede rådgivningsselskab Agro 2000. I 2002 kom Søren Overgaard Schnipper til og vi omdøbte vortes rådgivningsfirma til AgroPro. I 2004 kom Hans Jørgen Bak og Jess Bang From til og i 2005 kom Lars Albrecht Andersen til. Senere gik Jess ud igen. AgroPro Sjælland er i dag Danmarks største private planteavlsrådgivningsselskab. I 2003 lavede vi et indkøbsselskab for vore kunder, der hedder AgroSupport. Det omsætter for ca. 50 mio. kroner om året, primært indkøb af kemi og gødning.

Jordløs for en tid

I 2005 solgte vi vores gård ved Tølløse. Vi drev ca. 170 hektar, heraf var de 90 ejede. Jeg troede ikke på at ejendomspriserne ville fortsætte med at stige. Vibeke og jeg følte, at der var for meget fritidsarbejde og at tiden var inde til at prøve noget nyt. Vi fandt en lille stråtækt ejendom ved bunden af Isefjorden med udsigt over vandet på øst og sydsiden. Vi fandt en dygtig arkitekt med henblik på at bygge ejendommen fuldstændigt om.

Good as new

I 2007 var ejendommen nyombygget, og det er her vi bor i dag, hvor både AgroPro og AgroBalance også holder til.

På polsk

I 2007 startede jeg, sammen med en række bekendte, et selskab, der skulle købe jord i Polen. Vi skød tilsammen 49 millioner kroner ind i projektet. Målsætningen var at eje 3.000 hektar inden for tre år, men finanskrisen ramte os, som så mange andre. Så vi fik kun købt 1.200 hektar. Vi har dog en fornuftig drift på den stærke jord, beliggende ca. 50 kilometer syd for Gdansk. Målet er stadig 3.000 hektar.

En bæredygtig fremtid

I efteråret 2009 fandt jeg og en anden planteavlsrådgiver (Claus Madsen fra AgroPro), sammen med 6 sjællandske godsejere, med det formål at starte en ny landbrugsorganisation. Vi døbte den Bæredygtigt Landbrug. Resten af historien kender de fleste. Ingen er vel længere i tvivl om, at den beslutning, som vi otte personer tog i 2009, er en af de vigtigste beslutninger, der er taget de sidste 30 år eller mere. Jeg tør ikke tænke på, hvor dansk landbrug var endt, hvis ikke vi så tydeligt havde sagt fra.

Bæredygtig Direktør

Fra juli 2010 og til juli 2014 var jeg direktør for BL. Imens måtte mine kolleger i AgroPro klare rådgivningen og driften af vores fælles rådgivningsselskab. Det var et offer, som de ydede med det fælles formål at redde dansk landbrug. I dag er jeg tilbage i folden igen. Og selvom jeg har etableret AgroBalance med det formål at lave landsdækkende rådgivning efter ligevægtsprincippet, er jeg til daglig også rådgiver i AgroPro sammen med mine kolleger.

Nye tider

At være "persona non grata" og "enfant terrible" trækker nogle veksler på mine omgivelser. Kontrollanterne i NAER jagter mine kunder og undertegnede for at finde fejl. Derfor har jeg taget den konsekvens, at jeg ikke længere står som ansvarlig for EU-ansøgninger, gødningsregnskaber m.m. Vi har ansat dygtige folk, der er specialiserede i det. Derfor kan jeg hellige mig på fuldtid at være "gammeldags" planteavlsrådgiver, der kommer i marken og laver telefonrådgivning, samt laver planer.

Ingen kan spå om fremtiden

Alligevel er jeg af den opfattelse, at jeg nu er havnet på den rette hylde. At være rådgiver er fantastisk berigende. At bidrage til at folk høster mere, ved at lytte på mig, er en dejlig fornemmelse. Vi er i en brydningstid, hvor det - efter at have været svært at gøre en forskel på grund af stramme regler - igen bliver sjovt at være planteavler og rådgiver.

Jeg håber, at du som læser dette, vil være med til at støtte mig i mit arbejde med igen at gøre danske planteavlere til verdens bedste.